Helbredsangst

 

Helbredsangst er en funktionel lidelse, hvor man overvejende er plaget af frygt for alvorlig sygdom. På samme måde som nogen kan lide af klaustrofobi, altså angst for små lukkede rum, kan andre lide af helbredsangst.

Hos en person med helbredsangst er det tankerne og angsten i sig selv, der er problemet. Det er som regel ikke de fysiske symptomer, der plager personen mest.

Ofte kan en person med helbredsangst blive beroliget forbigående, ved at der bliver foretaget en lægeundersøgelse, som viser, at personen ikke fejler noget alvorligt. Men det får ikke den grundlæggende angstlidelse til at forsvinde.

Helbredsangst er en lidelse, der viser sig ved nogle af følgende symptomer:

  • Man bekymrer sig i overdreven grad om at blive eller være syg, og de bekymrende tanker er svære at stoppe.
  • Hvis man hører eller læser om sygdom, vil man være tilbøjelig til at frygte, at man har eller får samme sygdom.
  • Man har ofte en overdreven optagethed af information om sundhed og sygdom eller en urealistisk frygt for at blive smittet af noget man fx har rørt eller spist.
  • Der ses også ofte en frygt for at tage ordineret medicin.
  • Tilstanden skal have været til stede det meste af tiden i mindst 2 uger.
  • Symptomerne skal være svært forstyrrende eller gribe ind i dagligdags aktiviteter.

Forekomst

Helbredsangst er hyppig og rammer cirka hver tiende. Tilstanden kan gå fra lette tilfælde, der er vanskelige at afgrænse i forhold til det normale, til svære tilstande med flere og svært forstyrrende symptomer. Helbredsangsten starter ofte i en ung alder og kan være langvarig.

I de senere år er der kommet mere fokus på helbredsangst, end der har været tidligere. Helbredsangst kan være svært belastende såvel psykisk, fysisk som socialt for såvel patienten selv som de nære omgivelser. Endvidere indebærer helbreds­angst en risiko for ”overbehandling” med legemlige undersøgelser, da den helbredsangste ofte vil føle sig kortvarigt beroliget efter at have været igennem en undersøgelse.

Det er vigtigt, at både lægen og patienten selv genkender og anerkender helbredsangst. Det er vigtigt at forstå, at det at have denne lidelse er alvorligt og invaliderende, men at den kan afhjælpes med den rette behandling.

Behandlingsformer

Et behandlingstilbud til helbredsangst kan bestå af samtaleterapi eller medicin, eller en kombination af begge.

De psykoterapeutiske behandlingstilbud, der oftest anvendes, har udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi. Enten som traditionel kognitiv adfærdsterapi eller en videreudvikling af kognitiv adfærds­behandling kaldet Acceptance and Commitment Therapy (ACT).

  • Traditionel kognitiv adfærdsterapi
    Her arbejdes med at identificere negative tanke– og adfærdsmønstre og dernæst at lære at ændre dem.
  • ACT
    Her arbejdes med at blive bedre til at tackle sygdom og livsproblemer ved at lære at fokusere på de ting, som man kan ændre og kontrollere, frem for alt det, man ikke har kontrol over og som sluger personens energi. I terapien er der fokus på at øge opmærksomhed på værdier og styre den enkeltes handling mod at leve det liv, hun eller han værdsætter. Endvidere lærer man i ACT en række afspændings– og opmærksomhedsøvelser (mindfulness meditation).
  • Medicinsk behandling
    Den type medicin, man kan anvende ved helbredsangst, er den samme som ved angstlidelser: antidepressiv eller antiangst medicin. Behandlingen vil oftest skulle trappes langsomt op, før der kan registreres en positiv effekt af medicinen.

 

 

 

 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 06.08.2013