Mindfulness

Mindfulness er en medfødt evne til at være vågen tilstede og opleve livet. Gennem mindfulness træning lærer man at regulere opmærksomheden, så man kan koncentrere sig om det, man synes er vigtigt.

Behandling med mindfulness

Videnskabelige undersøgelser tyder på, at mindfulness kan nedsætte symptomer på stress, angst og depression og øge det fysiske og psykiske velvære. Mindfulness er interessant i forhold til funktionelle lidelser, da det kan skærpe opmærksomheden på kropslige signaler. Man kan således reagere i tide, inden symptomerne udvikler sig til sygdom. På den baggrund er der på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser gennem de seneste 3 år udviklet et program med mindfulness-terapi til svære funktionelle lidelser.

Den første konklusion på dette program er, at patienterne er villige til at tage aktivt del i at forbedre deres helbred, såfremt de lærer teknikker til hvordan, og at programmet kan mindske smerter og sygdomsangst.

Eksempler

Man starter med at træne det at mærke kroppen, hvilket kan gøre én i stand til at regulere stressniveauet. Herefter træner man det at observere sindet dvs. tanker og følelser, hvilket kan gøre én i stand til at regulere følelser. Efterhånden arbejder man mod større accept.

  • Meditation. Når man mediterer, arbejder man med sin opmærksomhed. Man prøver at koncentrere sig om et bestemt fokus. Går opmærksomheden et andet sted hen, flytter man den tilbage til sit fokus. I meditationen er alle tanker, følelser og kropslige fornemmelser tilladte, man mærker det, som er. Er hovedet fyldt med fordømmende tanker, eller er kroppen fyldt med smerte eller rastløshed, så er det det, man registrerer. Man er sammen med sig selv igennem rastløshed, kedsomhed, angst, smerte, sorg, glæde, intens lykke, irritation, vrede eller døsighed.
  • Body Scan er en meditationsform, der er god at starte med. Her mærker man kroppen del for del. Man prøver ikke at ændre noget, men mærker det, der er. Det er en måde at blive komfortabel i sin egen krop på. Instruktionen er ikke, at man skal slappe af, men blot at mærke kroppen, som den er lige nu. Nogle gange giver det ro, andre gange ikke.
  • Mindfulness yoga. Ved hjælp af åndedrættet og opmærksomheden mærker man koncentreret sin krop. Man lærer at respektere kroppens grænser og løsne muskelspændinger. Det er smidighed, balance og styrketræning på én gang. Man prøver også at undersøge og acceptere tanker og følelser, fx frustration over, hvad kroppen ikke kan eller ens tendens til at presse kroppen for meget.
  • Siddende meditation. Fokus rettes på forskellige objekter, fx åndedrættet, lyde, tanker, kroppen, følelser og smerte. Her opdager man ofte, hvad sindet er fyldt af, hvem man er vred på, eller hvad ens frustrationer er. Man lærer noget om egne tanker og handlemønstrer og ser tendensen til at dømme alt og alle (inklusiv én selv). Det er sindets natur. Man lærer at se det, der er i sindet, som objekter, der kommer og går og ikke som sandheder. Man ér ikke sine tanker eller ideer, men man er den, der oplever dem.

Body scan, yoga og siddende meditationer er eksempler på formel mindfulness-praksis. Meningen er, at man bruger den samme teknik resten af døgnet, dvs. at man igen og igen vender sin opmærksomhed tilbage til nuet med en venlig accepterende holdning, det kaldes uformel praksis.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.08.2013