Forskningsprojekt

Projekttitel: Overser læger fysisk sygdom, når diagnosen funktionel lidelse stilles? Et opfølgningsstudie

Projektansvarlig:  Andreas Schröder, læge, ph.d. og Elisabeth Lundsgaard Skovenborg, stud.med.

Projektets formål

At estimere hyppigheden af nydiagnosticerede fysiske sygdomme hos patienter med funktionelle lidelser, herunder en nærmere analyse af, hvorvidt disse fysiske sygdomme kunne være opdaget tidligere eller blev overset, da diagnosen funktionel lidelse blev stillet.

Baggrund

Patienter med funktionelle lidelser udfordrer lægers diagnostiske færdigheder. Af frygt for at overse alvorlige fysiske sygdomme er lægers tilgang til patienterne ofte præget af en defensiv praksis, hvor alle ressourcer bruges til at udelukke fysiske sygdomme, mens den funktionelle tilstand hverken diagnosticeres eller behandles.

Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik ved Aarhus Universitetshospital har siden 2005 tilbudt patienter med langvarige, uafklarede sygdomsforløb en grundig udredning af deres helbredsproblemer. Denne proaktive tilgang har medført et markant løft i behandlings­kvaliteten af funktionelle tilstande. Samtidig findes der dog ved både patienter og ved nogle læger en bekymring for, at en øget fokus på den funktionelle tilstand vil medføre mindsket fokus på evt. fysiske sygdomme og derved en forøget risiko for, at alvorlige fysiske sygdomme overses eller opdages med forsinkelse.

Dette projekt vil vha. en efterundersøgelse af 240 patienter som i perioden 2005-2008 fik konstateret svær og kronisk funktionel sygdom besvare spørgsmålet, hvorvidt udredningsprogrammet ved Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser medfører, at fysiske sygdomme overses eller opdages med forsinkelse i de efterfølgende år. Efterundersøgelsen baseres på data fra danske sundhedsregistre og gennemgang af journalmateriale.

 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 14.05.2012