Du er her: Funktionelle Lidelser » For Fagfolk & Forskere » Læger

Læger

Læger fra de fleste specialer vil møde patienter med funktionelle lidelser, og det vil for de fleste læger være af stor værdi at kende sygdomsmønstret. Viden om funktionelle lidelser vil stort set altid kunne forbedre diagnosticeringen og behandlingen af denne patientgruppe.


Der florerer både fordomme og misforståelser i forhold til patienter med funktionelle lidelser, også blandt nogle læger. Dette bygger næsten altid på en manglende viden. Forskningsklinikkens ønske er, at alle læger vil blive i stand til at genkende patienter med funktionelle lidelser, når de møder dem, og behandle dem på det samme videnskabelige og evidensbaserede grundlag som de behandler andre patienter.  

Forvirring omkring diagnoser

Når læger møder svært syge patienter med forskellige symptomer, vil de fleste påbegynde en diagnostisk proces ved at overveje, om symptomerne passer på en i forvejen kendt diagnose. Den store udfordring ved funktionelle lidelser er, at der er mange symptomer men ingen eller kun sparsomme og uspecifikke, kliniske og parakliniske patologiske fund. Diagnosen er derfor baseret på en genkendelse af sygdomsmønstret.

Nogle lægelige specialer har udviklet diagnoser, som dækker symptommønstret ved funktionelle lidelser, og nogle patienter, men langt fra alle, har i deres sygdomsforløb fået en eller flere af disse diagnoser.

 

Eksempler på diagnoser opdelt efter specialer:

  • Reumatologi: Fibromyalgi, kronisk smertesyndrom
  • Infektionsmedicin: Kronisk træthedssyndrom, ME/CFS
  • Ortopædkirurgi: Kronisk whiplash, refleksdystrofi
  • Miljø- og arbejdsmedicin: El-allergi, indeklimasyndrom
  • Otorhinolaryngologi: MCS, multiple chemical sensitivity, duft- og kemikalieoverfølsomhed
  • Gynækologi: Kroniske bækkensmerter
  • Neurologi: Ikke-epileptiske kramper
  • Gastroenterologi: Colon irritable
  • Psykiatri: Somatiseringstilstand

 

Karakteristisk for disse syndromdiagnoser er, at de beskriver tilstande med meget ensartede symptommønstre, som bygger på subjektive symptomklager uden diagnostiske objektive forandringer. Når patienterne undersøges, kan man ikke på symptomerne skelne de forskellige diagnoser fra hinanden.

Meget tyder på, at diagnosen er mere afhængig af, hvilket lægeligt speciale patienten henvises til, og hvilken forståelse patienten selv har for sine symptomer, end af hvilke symptomer patienten frembyder. Derudover ses der en udvikling af diagnoser både over tid og sted.

Bodily Distress Syndrome

For at undgå denne forvirring omkring diagnosticeringen af de funktionelle lidelser har man til forskningsbrug udviklet diagnosen 'Bodily Distress Syndrome', eller forkortet: BDS. Diagnosen er blevet udbredt i internationale forskningsmiljøer men indgår endnu ikke i de officielle diagnoseklassifikationssystemer.

Læs mere om diagnosticering

Den praktiserende læges rolle

For de fleste patienter er det hensigtsmæssigt, at deres praktiserende læge fungerer som tovholder og kontaktperson.

Patienten med en funktionel lidelse har ofte brug for at blive udredt og vurderet i andre specialer. Det er derfor væsentligt for læger i de fleste specialer at kunne genkende sygdomsmønstret ved funktionelle lidelser.

For patienter med funktionelle lidelser er der en ikke uvæsentlig risiko for en odyssé af undersøgelser og somme tider også overmedicinering og invasive indgreb, såfremt patienterne ikke diagnosticeres korrekt. Hvilket i nogle tilfælde kan føre til iatrogene skader og bivirkninger.

Kurser

Der udbydes kurser for læger i diagnosticering og behandling af funktionelle lidelser. Det næste kursus arrangeres af Lægeforeningen i efteråret 2012.

 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.04.2013