Du er her: Funktionelle Lidelser For Fagfolk & Forskere Kiropraktorer

Kiropraktorer

En del patienter med en funktionel lidelse opsøger på eget initiativ en kiropraktor. Det er derfor vigtigt, at kiropraktorer har en grundlæggende viden om funktionelle lidelser. Dels for at kunne tilbyde den bedst mulige behandling, dels for at undgå fejlbehandling.

Diagnosticering

Funktionelle lidelser viser sig med multiple symptomer fra flere forskellige organsystemer, men ofte vil patienten overvejende præsentere kiropraktoren for de symptomer, der relaterer sig til bevægeapparatet. Muligvis fordi der fra patientens side er en forventning om, at det er denne del af lidelsen, som kiropraktoren kan tage sig af. Derfor kan det være nødvendigt, at behandleren på eget initiativ spørger ind til øvrige symptomer.

Nogle patienter har symptomer, som er opstået efter et bestemt traume. I nogle tilfælde kan der være tale om et meget mildt traume, som har medført symptomer, som umiddelbart kan synes voldsomme i forhold til traumets størrelse. Et traume sagtens være den udløsende årsag til en funktionel lidelse, men ofte er der andre faktorer involveret, som virker vedligeholdende og forværrende.

Personer med en funktionel lidelse vil ofte præsentere sig med et diffust symptombillede. Der kan være ledsagesymptomer som fx øget trætbarhed efter anstrengelse, mavesmerter, hjertebanken, vekslende afføring og svimmelhed.

Ofte kan der være et udtalt svingende aktivitetsniveau. Der kan den ene dag være et højt aktivitetsniveau med stor udholdenhed, hvor der den næste dag kan være en umiddelbart overraskende lav udholdenhed. Dette er karakteristisk for Funktionelle Lidelser.

Læs mere om de diagnostiske kriterier.

 

Behandling

Funktionelle Lidelser behandles bedst ud fra en såkaldt bio-psyko-social model. Det betyder, at det er nødvendigt både for kiropraktoren og patienten at gøre op med den klassiske tænkning om, at sygdomme enten er fysiske eller psykiske for at kunne opnå det bedste behandlingsresultat.

Det er vigtigt ikke at lægge sig fast på, at fx et whip lash traume eller en let skoliose er eneste årsag til alle patientens symptomer.

Der er evidens for, at patienter med funktionelle lidelser kan have gavn af gradueret genoptræning. Denne træning foregår langsomt og gradvist, hvor patientens grænser afdækkes og udfordres uden at blive overskredet. Kiropraktorer vil kunne benytte principperne for gradueret genoptræning i deres behandling.

 

Vejledning i Gradueret Genoptræning:

 

 

 

 

 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 06.08.2013