TERM-modellen

TERM-modellen er et efteruddannelsesprogram, som er udviklet til praktiserende læger. Efteruddannelsen skal gøre lægerne i stand til at forstå deres patienter med funktionelle lidelser/BDS og håndtere de lettere og middelsvære tilfælde i almen praksis.

The Extended Reattribution and Management Model

Nogle praktiserende læger mangler viden om funktionelle lidelser og savner redskaber til at kunne håndtere og hjælpe denne patientgruppe.
Der er derfor blevet udarbejdet et uddannelsesprogram, som omhandler udredning og behandling af patienter med funktionelle lidelser. Behandlingsprincipperne er beskrevet i TERM-Modellen (The Extended Reattribution and Management Model).  

Uddannelsesprogram

Uddannelsesprogrammet bygger på The Reattribution Model, som blev udviklet i Manchester i begyndelsen af   80´erne. Siden er modellen blevet forbedret og videreudviklet i takt med at forskningen på området har bevæget sig betydeligt. Den seneste udgave er beskrevet i bogen "Funktionelle Lidelser -udredning og behandling" og udgivet på Forlaget Munksgaard i 2012.

Yderligere oplysninger kan findes hos Forlaget Munksgaard

Skemaer, som kan benyttes i forbindelse med patientbehandling, kan downloades her:

Mål

  • Øge kursisternes viden om funktionelle lidelser.
  • Træne generel interviewteknik og specifikke behandlingsteknikker for funktionelle lidelser, og formidle en ændret holdning til funktionelle lidelser.
  • Programmet skal kunne bruges af alle praktiserende læger i det daglige arbejde i klinikken, uanset deres øvrige baggrund og kvalifikationer.

Struktur

Kurset består af et to-dages internatkursus med enten tre follow-up aftenmøder, to eftermiddagsmøder eller en opfølgningsdag.

Internatkurset er bygget op af moduler:

1) Instruktioner til øvelser
2) træning og videooptagelse med skuespillere, og parallel træning i små grupper
3) video-supervision af øvelser med skuespiller
4) teoretiske sessioner.

Follow-up møder foregår i grupper bestående af ca. otte læger og 1-2 supervisorer. Der superviseres på baggrund af patientvideoer, der er optaget af deltagerne under deres daglige arbejde i klinikken.

TERM-modellen er bygget op omkring konsultationsprocessen og beskrives i fem overordnede kapitler (A-E)

TERM-modellen

 

A. Forståelse

  • Symptomanamnese uddybes
  • Patientens sygdomsforståelse afdækkes
  • Der foretages fokuseret somatisk undersøgelse og parakliniske undersøgelser, og der henvises ved behov til relevant udredning og vurdering ved andre lægefaglige specialer.

B. Lægens bord

  • Resultater af undersøgelser sammenfattes og formidles til patienten.
  • Vurder om der er indikation for yderligere somatiske undersøgelser eller behandlinger og forklar patienten baggrunden for denne vurdering.

C. Forhandling af forståelsesmodel

  • Lette tilfælde: Information, normalisering og forebyggelse
  • Svære tilfælde: Information, kvalificeret forklaring af funktionel lidelse og Bodily Distress Syndrome, coping.

D. Planlægning af efterforløb

  • Lette og kortvarige tilfælde: patienten afsluttes.
  • Moderate tilfælde: Der aftales en række konsultationer, hvor der sættes ekstra tid af til samtale.
  • Svære tilfælde: Statuskonsultation og herefter evt. samtalerække. Evt. henvisning til specialenhed, hvis det er muligt.

E. Håndtering af kroniske tilfælde

  • Forsøg at blive patientens primære behandler: patienter med funktionelle lidelser har særligt behov for, at der er mindst én læge, der kender dem og deres sygdom.
  • Involver patientens pårørende, hvis det er muligt: En kronisk funktionel lidelse er ikke kun en belastning for patienten, i en del tilfælde er det hensigtsmæssigt at især den nærmeste familie også får information om sygdommen.
  • Vær opmærksom ved nye symptomer: Patienter med funktionelle lidelser har naturligvis samme risiko som alle andre for at få en somatisk lidelse. Overvej altid, om nye symptomer er udtryk for forværring i den funktionelle lidelse, eller om der er tale om en ny sygdom.
  • Overvej behandling med antidepressiva (i lav dosering som ved kroniske smertetilstande) eller med antiepileptika.

Kontakt

Mere information om TERM-Modellen og TERM-kurser kan fås ved henvendelse til sekretariatet på +45 78 46 43 10

Funktionelle lidelser - udredning og behandling
Fink P, Rosendal (Eds)
Munksgaard, 2012

Bogen gennemgår TERM modellen og kan med fordel benyttes af den praktiserende læge.