Funktionelle anfald

Henvisning af voksne (18+) med funktionelle anfald (PNES)

Definition af PNES (psykogene nonepileptiske anfald)

  • Anfald som kan ligne epileptiske anfald, men som ikke er forårsaget af abnorm elektrisk aktivitet i hjernen
  • Anfaldene kan have følgende former:
  • Krampelignende rystelser, stivhed i kroppen og trækninger i f.eks. arme og ben.
  • Besvimelser, hvor det sortner for øjnene og man mister bevidstheden.
  • Svimmelhed, synsforstyrrelser, uvirkelighedsfornemmelse og hovedpine.
  • At man bliver stille, fjern og er svær at komme i kontakt med.
  • Ryk i arme, ben og hoved.
  • Bevidsthedstab eller en følelse af, at man er ude af stand til at komme i kontakt med omverdenen.
  • Symptomerne skyldes ikke anden neurologisk eller somatisk sygdom.

Hvem kan henvises?

  • Patienter som opfylder ovennævnte kriterier.
  • Sygdommen skal have været til stede i mindst 6 måneder, og der skal i gennemsnit være mindst 1 anfald om måneden.
  • Patienten skal have gennemgået neurologisk, kardiologisk og evt anden relevant udredning, således at epilepsi, anden neurologisk eller somatisk lidelse er udelukket som årsag til anfaldene. Der skal som minimum være foretaget neurologisk undersøgelse, ekg, epilepsiblodprøver, MR-skanning af cerebrum, standard eeg samt video-eeg med optagelser under anfald (alternativt tydelige anfaldskarakteristika, som gør det muligt at afgøre om anfaldene er funktionelle uden brug af video-eeg).
  • Den funktionelle komponent i lidelsen kan adskilles fra en evt. anden veldefineret kronisk somatisk sygdom (fx KOL, diabetes).
  • Patienten skal være opvokset i Danmark og kunne forstå og tale flydende dansk.

Hvad udelukker henvisning?

  • Epilepsi eller anden komorbid neurologisk/somatisk lidelse, hvor det er svært at adskille den funktionelle komponent.
  • En akut behandlingskrævende psykiatrisk lidelse eller selvmordsrisiko.
  • Misbrug eller afhængighed af alkohol, stoffer og (ikke lægeordineret) medicin
  • Aktuel eller tidligere diagnosticeret psykose, bipolar affektiv sindslidelse eller depression med psykotiske symptomer
  • Igangværende udredning for samme problemstilling andetsteds (patienten skal være somatisk færdigudredt på henvisningstidspunktet)
  • Graviditet
  • Tidligere behandlingsforløb ved Funktionelle Lidelser

Såfremt patienten er i antiepileptisk medicinering skal denne udtrappes, med mindre medicinen tages på anden relevant indikation end epilepsi. Aftrapning skal ske i neurologisk regi før opstart af videre udrednings- og behandlingsforløb på Funktionelle lidelser. I disse tilfælde udfærdiges en fælles koordineringsplan for patientforløbet af ansvarlig læge i neurologisk regi og fremtidige behandler på afdelingen for Funktionelle Lidelser, AUH.

Hvem kan henvise?

Neurologiske afdelinger samt praktiserende speciallæger i neurologi

Nødvendige henvisningsoplysninger

  • Symptomerne skal beskrives således, at det fremgår, at patienten opfylder kriterierne for psykogene nonepileptiske anfald.

  • Det skal fremgå, at patienten er udredt jævnfør ovenstående.

Yderligere information

Efter skriftligt samtykke fra patienten indhentes egen læges journal og undersøgelsesresultater fra de sidste 2 år.

Patienten indkaldes til en udredningssamtale. Undersøgelsen varer 2-3 timer og omfatter blandt andet et neuropsykiatrisk diagnostisk interview (SCAN).
Hvis patienten tilhører afdelingens målgruppe tilbydes behandling med psykoterapi.

Henvisning

Sygehusklassifikationskode: 66.20.39.9

Edifact nr.: 5790001987428

Funktionelle Lidelser
Aarhus Universitetshospital
Nørrebrogade 44, bygning 4, 1. sal
8000 Aarhus
Tlf: 7846 4310
Fax: 7846 4340
E-mail: FunktionelleLidelser@auh.rm.dk