Du er her: Funktionelle Lidelser » Kontakt » Presse » Pressemeddelelser

Pressemeddelelser

Ny hjemmeside om funktionelle lidelser

Udsendt d. 05.12.2011

Nu bliver det nemmere at søge information om funktionelle lidelser.

Omkring 300.000 danskere er ramt af en funktionel lidelse. Det er med andre ord lige så hyppigt som fx diabetes eller depression. Alligevel er der mange, både patienter, pårørende læger og andre fagfolk, der ikke ved ret meget om funktionelle lidelser.

Mange patienter oplever, at de bliver mødt med fordomme, og mange modtager ikke den hjælp, de har brug for. Dette skyldes ofte misforståelser og manglende viden. Det vil en ny og omfattende hjemmeside forsøge at rette op på.

Hjemmesiden henvender sig til patienter, pårørende, fagfolk og andre interesserede. Den forklarer i et letforståeligt sprog om symptomer, mulige årsager og behandling af funktionelle lidelser. Der er målrettet information til læger, sagsbehandlere, fysioterapeuter, forskere m.fl. Og der er patienter, som har valgt at stå frem og fortælle om deres personlige erfaringer og oplevelser med at være ramt af en funktionel lidelse.

Besøg hjemmesiden: www.funktionellelidelser.dk

Ved behov for yderligere information, kontakt speciallæge Lene Toscano, Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, Tlf. 78464348, eller lenesanc@rm.dk

 

Ny videnskabelig undersøgelse viser positiv effekt af Mindfulness Terapi

udsendt d. 04/06-2012

Speciallæge i psykiatri Lone Fjorback har i et ph.d-studie undersøgt 119 patienter med Bodily Distress Syndrome (BDS). BDS er en videnskabeligt funderet diagnose, der samler forskellige funktionelle lidelser, som fx fibromyalgi, kronisk smertesyndrom, kronisk piskesmæld m.fl. En stor del af disse patienter har hidtil ikke haft noget effektivt behandlingstilbud.

Ph.d.-studiet ”Mindfulness and Bodily Distress” viser, at de sociale og økonomiske konsekvenser af BDS er alvorlige. Patienter med BDS har i op til 10 år før de kom i relevant behandling været mindre selvforsørgende og har haft flere uger med sygedagpenge og arbejdsløshed end baggrundsbefolkningen. Tidligere undersøgelser har vist, at individuel kognitiv terapi og psykiatrisk konsultation har positiv effekt for patienter med BDS. Det nye studie viser, at Mindfulness Terapi både har større og hurtigere effekt end den eksisterende behandling.

Det mest markante fund er, at blandt de patienter, som fik tilbudt den eksisterende behandling, fik 45% tilkendt førtidspension, mens der blandt de patienter, som fik tilbudt den nye behandling med Mindfulness Terapi, kun var 25%, som fik tilkendt førtidspension et år efter endt behandling. Samlet set er konklusionen, at Mindfulness Terapi kan have et potentiale til signifikant at forbedre funktion, livskvalitet og symptomer, forebygge social nedgang samt reducere samfundsudgifterne.

Personlig beretning fra tidligere patient

Mette Vesterø Thuesen er 33 år og arbejder som gymnasielærer. Hun var deltidssygemeldt i 1½ år pga. BDS og har været igennem et af de nye behandlingsforløb. Hun er nu tilbage i arbejde på ordinære vilkår og fortæller, at Mindfulness Terapi har været et vendepunkt for hende.

”Jeg har haft symptomer på sygdommen i mange år, men der var ikke nogen, der kunne fortælle mig, hvad det var jeg fejlede, og hvordan jeg kunne blive behandlet. Nu har jeg det rigtig godt, og jeg har stor gavn af de teknikker, som jeg har lært,” fortæller Mette Vesterø Thuesen.

Ph.D.-studiet har modtaget økonomisk støtte fra TrygFonden og offentliggjøres d. 5. juni 2012. Forsvaret finder sted d. 5. juni kl. 14-16 i Søauditoriet på Aarhus Universitet.

Ved ønske om yderligere oplysninger kan Lone Fjorback og Mette Vesterø Thuesen kontaktes på:

lonefjor@rm.dk eller mobil 22385426

Oplysninger om funktionelle lidelser og BDS: www.funktionellelidelser.dk

Oplysninger om mindfulness: www.mindfulness-denmark.dk

 

Ny viden om kronisk piskesmæld

Udsendt d. 04/06-2012

Psykologiske og sociale faktorer har stor betydning ved piskesmæld (whiplash)

Når personer er involveret i biluheld og får akut piskesmæld, er der stor forskel på, hvordan den enkeltes sygdomsforløb bliver. De fleste får ingen eller forbigående symptomer, mens en mindre del udvikler langvarige eller kroniske symptomer, som kan resultere i udstødelse fra arbejdsmarkedet. Tidligere undersøgelser har vist, at alvoren af ulykken og de fysiske skader ikke alene kan forklare denne forskellighed.

Et nyt ph.d.-studie har undersøgt 740 personer med akut piskesmæld. Undersøgelsen viser, at en række psykologiske og sociale faktorer spiller en stor rolle i udviklingen af kronisk piskesmæld. Fx er der en øget risiko for nedsat arbejdsevne i fremtiden, hvis en person har haft andre smerter inden ulykken. I nedenstående oversigt er der sat tal på, hvor mange gange risikoen for kroniske symptomer øges ved forskellige faktorer.

Psykologiske og sociale faktorer før ulykken

Antal gange risikoen for kronisk piskesmæld øges

Antal gange risikoen for negativ ændring i forsørgelsesgrundlaget øges

Sygemelding i mere end 4 mdr.

Smerter

3

-

Kontanthjælp i mere end 8 uger

-

Kvinde

2

-

Højt psykologisk distress

2

-

Arbejdsløs i mere end 1 år

-

2

Man kan se forløbet på den måde, at selve ulykken og smerterne i forbindelse med det akutte piskesmæld kan udløse et samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer, som var til stede før ulykken. Sammen med en række vedligeholdende faktorer efter uheldet kan det føre til udvikling af kroniske smerter og negativ ændring i forsørgelsesgrundlaget.

Undersøgelsen er en del af et fælles tværfagligt multicenterstudie med deltagelse af Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Dansk Smerteforskningscenter, Aarhus Universitetshospital samt RygForskningsCenteret, Sygehus Fyn.

Undersøgelsen er støttet af: Trygfonden, Sygekassernes Helsefond, Gigtforeningen, Forsikring og Pension, Aarhus Universitets Forskningsfond, Illum Fondet, Lippmann Fonden og Familien Hede Nielsens Fond.

Yderligere oplysninger: Psykolog, Ph.d. Tina Carstensen

Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital.

Tlf. 78 46 43 49 / 78 46 43 10 E-mail: tinacars@rm.dk

 

International konference for psykosomatik afholdes i Aarhus

Udsendt d. 26/6-2012

Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser bliver rammen om den internationale konference: Towards a New Agenda: Cross-disciplinary Approach to Psychosomatic Medicine. Ikke mindre end 235 forskellige oplægsholdere vil i løbet af fire dage præsentere den nyeste internationale forskning inden for funktionelle lidelser og psykosomatik.

 

Konferencen har været i stand til at tiltrække førende forskere og eksperter fra de fleste europæiske lande samt fra bl.a. Japan, USA, Canada, Brasilien og Filippinerne.

 

Psykosomatiske sygdomme og funktionelle lidelser udfordrer vores klassiske tænkning om, at sygdomme enten er rent fysiske eller udelukkende psykiske. Forskningen i funktionelle lidelser og psykosomatik bevæger sig i et område, som både inddrager fysiske forhold samt psykologiske og sociale mekanismer. Gennem de seneste år er udviklingen gået meget stærkt, det internationale samarbejde er blevet tættere, og konferencen i Aarhus vil netop blive rammen om grundlæggelsen at en ny international sammenslutning af forskere, som arbejder med funktionelle lidelser og psykosomatik på højeste plan.

 

På konferencen vil der bl.a. blive præsenteret ny forskning inden for følgende emner:

 

  • Psykologiske forhold hos børn og unge med kroniske sygdomme.
  • Ny forskning i behandling af kronisk træthedssyndrom.
  • Ny viden om børn og unge med funktionelle lidelser.
  • Psykosomatiske forhold ved diabetes og hjertesygdom.
  • Personlighedens betydning ved hjertetransplantation.
  • Fysisk sygdom hos psykiatriske patienter.
  • Ny viden om placebo-effekt.
  • Organisering af behandling i samarbejde med hospitalssektoren og almen praksis.

 

Konferencen afholdes i perioden 27.-30. juni 2012 i forskellige auditorier på Aarhus Universitet.

Professor, ph.d, dr.med, ledende overlæge Per Fink er præsident for konferencen.

 

 

Yderligere omtale på konferencens hjemmeside: www.eaclpp-ecpr2012.dk

 

Yderligere information om Funktionelle Lidelser: www.funktionellelidelser.dk

 

 

Ved ønske om information eller interviews med forskere, kontakt:

 

Lene Toscano, afdelingslæge og presseansvarlig:

Mobil: 5144 8917

Mail: lenesanc@rm.dk


 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.07.2012