Kronisk træthedssyndrom

Afdelingen for funktionelle lidelser på Aarhus Universitetshospital er blevet udnævnt til at rumme Videnscenter for Kronisk Træthedssyndrom, og afdelingen modtager derfor også patienter med denne lidelse.

Kronisk træthedssyndrom er en tilstand, hvor man har en unormal følelse af træthed og manglende energi i mere end 6 måneder, og som hæmmer almindelige aktiviteter i dagligdagen. Betegnelsen syndrom betyder, at tilstanden er sammensat af en række forskellige symptomer og tegn.

Lægen stiller diagnosen på grundlag af patientens beskrivelse og ved at udelukke anden sygdom. Der er ingen fund ved lægeundersøgelse, laboratorieprøver, røntgen, skanninger eller andet, som kan slå diagnosen fast.

Andre betegnelser

Der findes en lang række forskellige betegnelser for sygdommen: Myalgisk encefalomyelit, myalgisk encefalopati (ME), postviralt træthedssyndrom, kronisk træthedssyndrom, idiopatisk træthedssyndrom, neurasteni, kronisk udmattelsessyndrom, postviralt udmattelsessyndrom. Chronic fatigue syndrome (CFS) er den betegnelse, der ofte anvendes i international medicinsk faglitteratur. For nyligt er betegnelsen systemic exertion intolerance disease (SEID) kommet til.